LARS LILHOLT giver akustisk koncert i Jelling
Tirsdag d. 23. oktober 2012 kl. 20.00 i Byens Café, Jelling
Lars Lilholt tilslutter sig nu listen af musikere, som besøger Byens Café, hvor han vil give akustisk koncert. Musikforeningen og Jelling Musikfestival er glade og stolte over at kunne præsentere denne legende indenfor dansk musik. De sidste mange år har Lilholt Band gæstet Jelling Musikfestival og han er derfor at betragte som Festivalens husorkester. Derfor er det vel også på sin plads at vi nu får ham at se i Byens Cafe. På denne aften i Jelling flankeres Lilholt af nogle af musikerne fra bandet nemlig Eskild Dohn, Gert Vincent og Kristian Fogh, hvor de sammen vil fortælle om og spille samtlige numre fra den nye CD ”Stilheden bag Støjen”, der udkommer den 19.november – og herudover vil aftenen også indhylles i sange fra Lilholts store bagkatalog.
Det er altså en unik chance for at komme ind under huden på helt jomfruelige sange under intime forhold, som Byens Café, som for langt størsteparten her kan opleves for første gang.
Som Lars selv har sagt mange gange: ”Jeg har gennem årene haft brug for at skrive alle disse sange for at finde ud af, hvad det er de vil fortælle mig”. Det bliver uden tvivl spændende, at være vidne til at Lars lærer sine egne nye sange at kende og at se sangene vænne sig til ham – så gå ikke glip af denne enestående mulighed for at komme helt tæt på en af landets allerstørste sangskrivere.
Det vil være en god ide at sikre sig en billet hurtigt, da der uden tvivl bliver rift om billetterne – arrangementet er en siddende koncert. Billetsalget starter den 5. august i Byens Café, Jelling.
Arrangører: Jelling Musikforening & Jelling Musikfestival
BILLETTER SÆLGES FRA D. 5 AUGUST 2012 I BYENS CAFÉ – JELLING.
Pris: 225 kr.
Musikforeningens medlemmer: 175 kr.
Læs mere på: www.byenshus.com eller www.jellingmusikforening.dk