Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard Duo

01 okt 2016 / 20:00

Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard duo

Thorbjørn Risager & Emil Balsgaard Duo spiller i Byens Café

Publikum i Jelling får nu muligheden for, at opleve Thorbjørn Risager til en koncert under mere intime omstændigheder, nemlig i duo-format sammen med Emil Balsgaard når de to gæster Byens Café lørdag d. 1. oktober kl. 20.00.

Thorbjørn Risager og hans syv mand stærke band The Black Tornado turnerer meget flittigt i og udenfor Danmark med over 100 koncerter om året og med et mix af selvkomponeret soul, rock og blues.

En eller to gange om måneden tager Thorbjørn sin pianist, Emil Balsgaard, med ud og spille duojobs i Danmark. De spiller et helt andet repertoire end de kompositioner, som Thorbjørn komponerer for “The Black Tornado”. Duoen har ligesom bandet samlet mange fans gennem årene. Nu kan duoen også opleves i Jelling, når Jelling Musikfestival og Musikforeningen inviterer indenfor til en intim aften med de to garvede musikere.

Duoen spiller New Orleans Boogie Blues – egne numre og fortolkninger af gamle klassikere.

I 12 år har de dannet musikalsk makkerpar, og har sammen fundet en ærlig og autentisk blues-stil med et stærkt udtryk. Sammen har de spillet utallige koncerter rundt omkring i Danmark og Skandinavien, og er i år booket på festivaler i 7 europæiske lande. Thorbjørn & Emil er gennem årene blevet en sammenspillet og energisk duo, der balancerer mellem Risagers kraftfulde bluesvokal og Balsgaards rullende boogieklaver.

Når man hører duoens musik, er det åbenbart, at Emil Balsgaard er en fremragende boogie-woogie-pianist, og at Thorbjørn selv godt kan lide Tom Waits. Men det er en bredt mix af musik, og det hele bliver præsenteret på en professionel måde med Thorbjørns stemme i fronten.

I anledning af koncerten serverer Byens Café Pulled Pork –burger med pommes frites og coleslaw til 135 kr. Mad skal bestilles senest den 24. september på tlf. 7680 1990 eller byenscafe@byenscafe.dk

Arrangører: Musikforeningen & Jelling Musikfestival

Entré: 125,-

Musikforeningens medlemmer: 100 kr.

Billetter købes i Byens Cafe og online på www.billetto.dk/thorbjoern-risager

Læs mere på www.byenshus.com eller www.jellingmusikforening.dk