Sonja Hald

18 nov 2016 / 20:00

sonja_hald_pressebillede

Sonja Hald – den frække dreng på den danske musikscene. Vinder af P3’s Karrierekanonen i 2014 vender nu tilbage til Byens Café, Jelling når de fredag d. 18. november kl. 20.00 giver koncert.

Bag det nok så feminine navn gemmer sig fem fuldvoksne mænd fra Aarhus, som iklædt navnet Sonja Hald udgav deres debutalbum ’Vækstplanen’ i marts 2015. Albummet var kulminationen på et stort 2014 for bandet, der vandt Karrierekanonen i august og siden varmede alle hjerter op på efterårsturné med Magtens Korridorer.

I ’15 spillede bandet for første gang på Jelling Musikfestival og i caféen med stor succes. Nu er det så igen blevet tid til en koncert i Byens Café og festivalen samt Musikforeningen ser meget frem til denne enestående koncert med de folk-rockende mænd fra Sonja Hald.

– Er det folk? Nej, egentlig ikke. Er det rock? Nej, heller ikke rigtigt. Er det Sonja? Ja, det er det da. Sådan siger Sonja Hald om den genre, de selv bevæger sig inden for – og ja, der blev sagt ‘de’. Sonja Hald er nemlig ikke – om end man ud fra navnet meget vel kunne konkludere sådan – en sangerinde; det er et band bestående af fem granvoksne mænd.

Sonja Hald efterlader med underfundige og skarpe danske tekster et øjebliksbillede af vores samtid med sange, der tænder alle advarselslamper, når de f.eks. synger ’Du kan dø af det der’ eller giver deres bud på at genstarte Danmark med sangen ’Vækstplanen’.

Der venter publikum en helt speciel oplevelse når Sonja Hald spiller i Jelling igen – den tidløse musik kommer helt ud i krogene af et eget univers med kæmpestore guitarer, bundalvorlige trommer og bas, en sælsom blanding af elektronisk habengut samt – naturligvis – nøje afmålt banjospil. Det bliver en oplevelse uden lige…

Caféen serverer denne aften Skipperlabskovs, med rødbeder, rugbrød og smør til 135 kr. Mad skal bestilles senest den 11. november på tlf. 7680 1990 eller byenscafe@byenscafe.dk

Arrangører: Jelling Musikforening & Jelling Musikfestival

Entré: 125 kr.

Musikforeningens medlemmer: 100 kr.

Billetter kan købes i Byens Café, Jelling og online på www.billetto.dk/Sonja-Hald

Læs mere på: www.byenshus.com eller www.jellingmusikforening.dk