Marie Frank koncert

02 okt 2015 / 20:00

Marie Frank

Charmerende og karismatisk dansk singer-songwriter

Marie Frank Duo er albumaktuel med sit første dansksprogrede album og publikum i Jelling og omegn får nu muligheden for, at opleve den karismatiske sangerinde på helt tæt hold når hun spiller i Byens Café i Jelling fredag d. 2. oktober kl. 20.00

Marie Frank debuterede i 1999 med albummet ”Ancient Pleasures”, der tog både publikum og medierne med storm. Den charmerende og karakteristiske sangerinde og sangskriver sang stærke sange som ”Symptom Of My Time”, “Save a little Love” og ”Heart Of Saturday Night” – og debutalbummet endte med at sælge mere end 40.000 eksemplarer. Da musikåret ’99 blev gjort op ved Danish Music Awards, modtog Marie Frank priserne som Årets Danske Sangerinde og Årets Nye Danske Navn og for at have begået Årets Danske Popudgivelse.

Marie Frank har spillet på festivalen intet mindre end 5 gange tidligere, senest i 2014, hvor hun har indfanget publikum med sin ynde og inderlighed. Nu glæder musikforeningen og festivalen sig til at invitere indenfor til en koncert med sangeringen i de intime omgivelser, som Byens Café kan byde på.

Marie Frank er ude med singleudspil nr. 2, ”Ensomt træ i skoven”, fra hendes album, ”Kontinua”, der udkom i foråret. Sangene på albummet kredser på poetisk vis om sammenhæng og brud. Om at miste hinanden – og måske finde sammen igen. Om kærlighedens indfald og udfald. Men også om afstand og nærvær, og om at komme videre.

Albummet er Marie Franks første dansksprogede udgivelse og markerer på denne måde en ny begyndelse efter næsten 20 år, hvor hun har sunget på engelsk og turneret i både Europa og USA med sin musik. Sangene på ‘Kontinua’ lægger sig i slipstrømmen på store danske sangskrivere – lige fra C.V. Jørgensen og Sebastian til Tøsedrengene. Ligesom det er tilfældet med ‘Ensomt træ i skoven’ låner og nyfortolker sangene brudstykker af arvesølvet fra en række danske sange og viser.

Marie Frank deler generøst og uden karrierestrategiske bagtanker ud af naturtalentets tæft for refræner og hooklines af den slags, der er rockens DNA. Det er således en garvet sangerinde og sangskriver, der kan opleves fredag d. 2. oktober når Marie Frank kigger forbi Byens Café med sit band.

Arrangører: Jelling Musikforening & Jelling Musikfestival
Entré: 150 kr.
Musikforeningens medlemmer: 125 kr.

Billetter kan købes i Byens Café, Jelling og online på www.billetto.dk/MarieFrank