Laugesen all stars feat Margrete Grarup

21 jan 2016 / 20:00

 Laugesen AS pressefoto 2015

Opdateret 14-01-2015

Laugesen All Stars holder koncerten i live trods tragisk dødsfald

Laugesen All Stars, der åbner deres forårs turné i Byens Cafe i Jelling torsdag d. 21. januar kl. 20.00, stiller op trods et af medlemmernes tragisk dødsfald. Her er hvad bandet skriver i en pressemeddelelse.

I lørdags d. 9 januar mistede vi helt ubegribeligt vores Birgitte Laugesen, vores sangerinde. Verden er ikke retfærdig. D. 21. januar stod vi for at skulle starte en række koncerter, men i lørdags syntes det umuligt og uendeligt langt væk.

Men vi holder alt for meget af vores fælles orkester, så vi snakkede længe om hvad vi skulle gøre. Hvad ville Birgitte synes? Vi blev enige om, at hun ikke ville synes at orkesteret skulle stoppe med hende. Vi skulle fortsætte med at spille. Vi vil fortsætte med at spille.

Vi ved ikke hvem der trak i trådene den dag, men vi var alle enige om at spørge én bestemt sangerinde. Og hun sagde efter kort betænkningstid ja. Og hun kan alle datoer! Det er Margrete Grarup fra Aalborg. En fantastisk sanger som vi ved kan løfte arven efter Birgitte.

Stort set alle arrangører har sagt ja til vores beslutning. Birgittes familie glæder sig over at vi fortsætter og det er vi rigtig glade for. Her i foråret fortsætter vi som “Laugesen All Stars feat. “Margrete Grarup” Vi vil på den måde også mindes Birgitte, hun vil for os være til stede under koncerterne.

Vi håber I vil tage godt imod Margrete i vores gruppe. Vi er sikker på at vi har fundet den rigtige afløser. Og vi håber at se rigtig mange mennesker ude på spillestederne. Kom og sig farvel til Birgitte og velkommen til Margrete.

— Uffe Steen, Niels Mathiasen, Esben Bach, Palle Hjorth og Niels Nello Mogensen

Margrete Grarup:

Uddannet sanger på Nordjysk Musikkonservatorium. Bosiddende i Aalborg. Spiller pt. bl.a. i trio med Mads Vinding (kontrabas) og Karsten Dahl (piano).

__________________________________________________

Laugesen All Stars – top Blues’n Soul til Byens Café

Seks af landets bedste musikere er gået sammen i bandet Laugesen All Stars, som har blæst alle omkuld med deres debut turné i 2014. Nu får publikum i Jelling også muligheden for at opleve de dygtige musikere når musikforeningen og festivalen inviterer indenfor til koncert d. 21. januar 2016 kl. 20.00

Laugesen All Stars er dannet af Birgitte Laugesen tilbage i 2013 – bandet rummer landets bedste musikere i form af Palle Hjorth (Poul Krebs, Savage Rose) Niels Mathiasen (Gnags) Uffe Steen (Shades of blue) Niels Nello Mogensen (Johnny Madsen) Esben Bach (Kenn Lending) og Birgitte Laugesen.

Bandet har bevist sig, som en gruppe musikere, der presser og pirrer hinanden i et sammenspil helt i top. Rygterne om dette stjernehold løb stærkt efter debut-tournéen i 2014, og resulterede i mange udsolgte koncerter i løbet af 2015. Nu er turen så inde til, at publikum i Jelling kan få denne unikke oplevelse når bandet er tilbage i 2016 – de er super velspillende og om muligt endnu bedste end de tidligere er set. Laugesen All Stars spiller i Byens Café, Jelling torsdag d. 21. januar 2016 kl. 20.00

Bandet er albumaktuelle i 2015 med en liveoptagelse fra Aarhus, som er byen, hvor alle musikerne har trådt deres blues-børnesko. Magen til begejstring og sammenspil skal man lede længe efter og som specielt er usædvanligt i en tid, hvor pre-programmeret, computerbaseret musik vinder frem. Dette er den ægte vare – spillet og sunget af topklasse musikere foran et begejstret publikum.

Det bliver en aften, hvor Jelling virkelig får blues musikken at føle og der er plads til udfoldelse når Laugesen All Star leverer blues og soul i absolut topklasse.

Caféen serverer i dagens anledning Helstegt svinefilet med stegte grøntsager, kartofler og mild dijonsauce til 135 kr.

Mad skal bestilles senest den 14. januar på tlf. 7680 1990 eller byenscafe@byenscafe.dk

Arrangører: Musikforeningen & Jelling Musikfestival

Entré: 150,-

Musikforeningens medlemmer: 125 kr.

Billetter købes i Byens Cafe og online på www.billetto.dk/all-stars

Læs mere på www.byenshus.com eller www.jellingmusikforening.dk