Ester Brohus

09 okt 2015 / 20:00
Ester Brohus presse.

Dansk country sangerinde giver koncert i Byens Café, Jelling

Ester Brohus har i mere end 20 år været på den danske musikscene og er netop på trapperne med sit 10. album. Sangerinden kan for første gang opleves i Byens Café intime omgivelser når hun giver koncert fredag d. 9. oktober kl. 20.00

Musikalitet og stædighed er to nøgleord i Ester Brohus’ karriere. Countrysangerinden valgte tidligt at forfølge sin drøm om, at skabe sig en karriere som sanger og sangskriver. Siden pladedebuten ”Ester” og hittet ”Perfect Way” i 1992 har hun manifesteret sig, som vores stærkeste og mest originale country-inspirerende navn.

Jelling Musikfestival og Musikforeningen glæder sig over, at kunne give publikum muligheden for at opleve, hvad pressen kalder ”den kvindelige Johnny Cash” i de fantastiske rammer, som Byens Café kan give når Brohus lægger vejen forbi.

”Country musik er sundt for sjælen” siger Ester Brohus selv. Hun skriver selv sin musik og tekster, som hun fremfører med sjæl og glød – og fremstår i dag, som en af de rigtig gode sangere og sangskrivere. Hendes musik og tekster er på en gang tidsløse og aktuelle. Ester forstår at sætte sit helt personlige præg på såvel egne og andres sange. Hun har et stort hjerte for ”skæve” eksistenser og ”dem de andre ikke vil lege med”.

Pressens titel ”Den kvindelige Johnny Cash” er ikke opstået uden grund. Flere år i træk har sangerinden spillet i de danske fængsler, for de indsatte på landets åbne og lukkede afdelinger. Ved sidste års tour valgte Brohus at tage et mobilt studie med, hvor hun lod fangerne synge med på ”Who’ there holding your hand”. Resultatet kan høres på den nye plade.

En koncert med Ester Brohus er mere end en musikalsk oplevelse. Levende fortællinger fra de mange koncerter inden for murene, rejserne til USA og livet som sangskriver er blandt andet, hvad sangerinden kan tilbyde, når hun giver en koncert med sit yderst velspillende band. Ester Brohus har sunget og spillet for publikummer i hele Danmark, lige fra små lokale scener til de helt store festivaller. En aften i selskab med Ester Brohus byder på et bredt udvalg af egne sange, hvor der altid er knyttet anekdote til.

Der er også plads til egne favoritter fra store udenlandske kunstnere, gospel -sange og ikke mindst den karakteristiske blues musik, som danner rammen for en musikalske legeplads.

Ikke to koncerter er ens. ”Vi spiller, fordi vi ikke kan lade vær’”, plejer Ester at sige, og det er præcis derfor, en koncert med Ester Brohus altid er noget særligt. Hendes udtryksfulde vokal og jyske charme rammer publikum lige der, hvor de er.

Caféen serverer tortillas med oksekød, salat og brød med aioli kartofler til 135 kr. Mad skal bestilles senest den 2. okt. på tlf. 7680 1990 eller byenscafe@byenscafe.dk

Arrangører: Jelling Musikforening & Jelling Musikfestival
Entré: 150 kr.
Musikforeningens medlemmer: 120 kr.

Billetter kan købes i Byens Café, Jelling og online på www.billetto.dk/brohus