Dissing & Las
BYENS CAFÉ, D. 12. april KL. 20.00
En koncert med Dissing & Las giver god mening i den gamle kongeby Jelling. For ligesom Jellings kulturelle ophav er centreret omkring vikingehøjene ved Kirken, så er Dissing&Las’ musikalske ophav centreret omkring faderen og trioens lærermester Poul Dissing. Højene i Jelling spiller en rolle i danmarkshistorien, ligesom Poul Dissing er et ikon i den danske musikhistorie. Man kan opleve Dissing & Las i Byens Café i Jelling torsdag d. 12. april kl. 20.00.
Ordet Trubadur kommer til sin ret når man snakker om Dissing & Las. Trioen har nemlig været i årelang mesterlære hos selveste Poul Dissing, som har haft dem med ud i alle dele af landet i hans sorte tourbus Bessie. Dissing & Las har på den måde forelsket sig i livet som omrejsende musikere og den musikalske kvalitet er også helt i top, som det kan forventes, når man snakker om musikere med tusindvis af kilometer i samme tourbus.
Rasmus og Jonas Dissing samt Las Nissen tilhører den absolutte top indenfor den nye generation i dansk musik. De er nævnt oplært hos Povl Dissing, men er i dag etableret som en unik enhed, der med præcision og ekstrem samhørighed har fundet deres helt egen lyd og musikalske univers.
Dissing og Las inviterer, med den største selvfølgelighed, publikum indenfor, og fortællinger og fantasier viser vej gennem aftenens sange. Der bliver grinet og grædt, rocket og rislet.
De udstod deres første musikalske læretid hos Povl Dissing, og da de valgte at stå på egne ben under navnet Dissing & Las, var det med det samme tydeligt, at det var en rigtig god idé. Med de tre album ’Lige Præcis’ (2008), ’Balladen med Bartof’( 2010) og nu ’Kig op’ (2013) i bagagen har Las Nissen og Rasmus og Jonas Dissing for alvor slået deres navn fast i den brede offentlighed, og trioen er i dag etableret som en enhed man skal regne med fremover.
Udgivelserne høstede masser af kritikerros fra danske anmeldere for netop at bringe deres eget unikke udtryk i spil. Samtidig giver de med deres tekster et både intelligent, vedkommende og nuanceret billede af dagens Danmark.
Oplev Dissing & Las i Byens Café torsdag d. 12. april kl. 20.00
Arrangører: Jelling Musikforening & Jelling Musikfestival
Entré: 175,-
Musikforeningens medlemmer: 150,-
Billetter kan købes i Byens Café, Jelling og online på www.billetto.dk